Festival om natur & videnskab
14. juli i Odsherred

BLOOM 2022

Grosse Fatigue

Camille Henrot

Naturhistoriske samlinger, oprindelige folks skabelsesmyter og google-søgninger væver sig sammen til et pulserende visuelt digt i den internationalt anerkendte samtidskunstner Camille Henrots kunstfilm ‘Grosse Fatigue’.

Filmvisning

Summer

Fredag 27.05, 19.00-19.15

Den franske billedkunstner Camille Henrot er internationalt anerkendt for værker, der bliver til i et spændingsfelt mellem en lang række forskellige discipliner, medier, praksisser, fag og materialer.

Hendes værker trækker således både på filmiske, maleriske, skulpturelle og installatoriske elementer, ligesom der findes henvisninger til alt fra naturvidenskab, historie, antropologi, litteratur og psykoanalyse til sociale medier.

Kunstfilmen ‘Grosse Fatigue’ er en utraditionel udforskning af forholdet mellem information, videnskab og kultur. En række pop-up vinduer åbnes og lukkes mod en skiftende computerbaggrund, mens en voiceover fortæller skabelseshistorier fra forskellige kulturer.

Kunstfilmen er blevet til på baggrund af et research-ophold på Smithsonian Institute, der er verdens største museumsorganisation, og blev i 2014 præmieret ved kunstbiennalen i Venedig.

Sammen med en række visuelle elementer åbner værket for en refleksion over forholdet mellem videnskab og mytedannelse – og ikke mindst den overflod af information, der karakteriserer den digitale tidsalder.

Camille Henrot er en fransk samtidskunstner bosiddende i Berlin og New York. ‘Grosse Fatigue’ (2013) kan opleves både fredag og lørdag på Bloom. Visningerne er støttet af Institut Français.