
BLOOM 2023
Blade
Louise Isager Ahl, Shëkufe Heiberg & Vild Mad
Rummer bladene svaret på planternes mysterium? Få tre perspektiver på en af plantens forunderlige dele i dette Tankefrø.
De kan være spidse, hårde, flade og kæmpestore – og fyldt til bristepunktet med vand og næring.
Blade er plantens direkte forbindelse til elementerne og hjemstedet for fotosyntesen – den magiske transformation af sollys til næring og ilt, der opretholder, ikke bare plantens, men stort set alt organisk liv på jorden. Uden blade, ingen ilt, ingen atmosfære, intet liv.
Bladenes former og størrelser varierer med enorm kompleksitet, men hvorfor er bladene overhovedet opstået? Hvad gør blade fra vilde urter spiselige? Og hvordan lyder det, når en digter oversætter bladenes mest yndede udsagn fra bladsk til dansk?
Få greb om bladenes hemmelige liv, når botanikeren Louise Isager Ahl, forfatteren Shekufe Heiberg og Mikkel-Lau Mikkelsen fra sankeprojektet Vild Mad udfolder hver deres perspektiv på de små iltfabrikker, der er lige så komplekse og varierede, som de er simple og smukke.
For som den italienske plantefilosof Emanuelle Coccia siger: ”For at begribe planternes mysterium må vi forstå bladene.”
Louise Isager Ahl er botaniker med ekspertise i sukkulentslægten ’aloe’ og planteforsker ved Statens Naturhistoriske Museum.
Shekufe Tadayoni Heiberg er forfatter og oversætter. I digtbøger som ’Plantae Sapien’, ’Muld & liv’ og ’Bladsk – en parlør’ og senest romanen ’Nødder’ indkredser Heiberg et nyt plantesyn.
Mikkel-Lau Mikkelsen er sanker og projektleder for sankeinitiativet Vild Mad, der er dedikeret til udforskningen af den vilde, spiselige natur. Vild Mads app er et værktøj til at udforske og spise den vilde natur.