Festival om natur & videnskab
27.—29. maj i Søndermarken

BLOOM 2022

A World Of Plants...

Plastique Fantastique & Linda Korndal

Hvordan er det at ankomme til en verden, der består af planter? I denne talk fortæller kunstnerduo Plastique Fantastique og arkitekt Linda Korndal om tilblivelsen af årets kunstområde.

Artist talk

Sprout

Fredag 27.05, 17.15-17.30

”En verden af planter, gensidigt forbundne via rodsystemer, pollendrift og andre udvekslinger og æteriske bånd så komplekse, at de samles til fuld bevidsthed og måske intelligens.”

Sådan lyder et citat af den amerikanske science fiction-forfatter Ursula K. Le Guin, hvis fortælling ‘Større end riger og langsommere’ i år er udgangspunktet for årets festival.

Fortællingen handler om planteintelligens på en fremmed planet, og Le Guins skildring af planternes forbundethed har på visionær vis foregrebet senere forskning i feltet.

I denne talk mødes Plastique Fantastique og arkitekt Linda Korndal for at tale om tilblivelsen af årets festivalarkitektur, som danner rammen om kunstområdet Sprout.

De tre sfæriske domer, der er placeret i Søndermarkens brændnældekrat og på Lindehøjen, tager afsæt i menneskets forhold til planter og fungerer som en åben undersøgelse af forholdet mellem menneske og natur.

Lyt med, kunstnerne og arkitekten går i dialog om årets festivalarkitektur – og ikke mindst det natursyn, der ligger bag.

Plastique Fantastique er en tysk kunstnergruppe etableret i 1999 bestående af Marco Canevacci og Yena Young, som undersøger de performative muligheder i urbane og naturlige rum. Deres arkitektoniske installationer arbejder med midlertidighed som præmis og er ofte transparente og mobile letvægtsinstallationer, der i enkle og sanselige greb flytter grænsen mellem offentligt og privat rum.

Linda Korndal er grundlægger af tegnestuen Tokonoma, tidligere Head of Architecture ved Norm Architects og ejer af Norm Architecture. Hun arbejder med at kombinere japansk arkitekturs minimalisme med nordisk funktionalisme for at skabe åbne og imødekommende steder baseret på empati og respekten for det enkelte menneskes sansemæssige indtagelse af rum.

Talken foregår på engelsk.