BLOOM 2023
Grapes
Nathalia Edwards & Sune Rosforth
Få smag på videnskaben om den ædleste af alle drikke, når ønologen Nathalia Kruse Edwards i selskab med vinmanden Sune Rosforth gør os klogere på druernes dybe kulturhistorie.
Vin har boblet i tønder og flydt fra flaske til glas i menneskelige civilisationer i årtusinder.
Drikken er blevet kaldt den ædleste af alle. Druedrikken kan opnå smagsmæssige dybder og niveauer af kompleksitet, som ingen andre drikke formår det, og det er med god grund, vi ikke kalder det ‘druevin’, men slet og ret vin.
Men hvorfor er det, at vindruen – denne lille uanseelige frugt – er særligt god til at optage og udvikle raffinerede smage? Er det forædlingen af druerne, der giver vinen sin karakter? Det, man med et ægte vin-ord kalder dyrkningområdets ’terroir’? Eller ligger det hele i måden, man fremstiller vinen på?
Selvom vin er blevet nydt og produceret i mange tusind år, er fremstilling af vin overraskende paradoksalt.
På den ene side er der tale om en simpel fermentering af druesaft. Men på den anden er det en kompliceret og uforudsigelig proces, der ikke altid ender ud, som man måske gerne vil have den til.
Er vinfremstilling, som nogle mener, en kunst, som kræver så lidt indblanding som muligt for at få de bedste resultater? Eller bliver vin først til vin, når saften har undergået en lang række kemiske og biologiske forvandlinger – styret og ledt af menneskehånd?
Vær med, når ønologen Nathalia Kruse Edwards og vinmanden Sune Rosforth dykker ned i druernes magiske forvandling til den ædleste drik af dem alle.
Nathalia Kruse Edwards er ønolog uddannet fra Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet. Hun har desuden arbejdet som vinmager i Australien og Frankrig.
Sune Rosforth er vinimportør hos Rosforth & Rosforth, som var de første til at introducere såkaldt naturvin til det danske marked.
Videnskab og smag smelter sammen til ‘A Taste of...’ på Sprout, når forskellige forskere og gastronomiske eksperter på årets Bloom præsenterer deres perspektiver på alt fra frø til østers. Der er begrænsede pladser og smagsprøverne uddeles efter først-til-mølle-princippet.