Festival om natur & videnskab
15. juli i Geopark Odsherred

Bliv praktikant på Bloom & Golden Days

03.05.2021

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med at formidle videnskab og kultur igennem live-events og blive en del af det hold, der hvert år stabler festivalerne Bloom og Golden Days på benene? Så er du måske en af vores nye praktikanter til kommunikation, video eller program i efteråret 2021.

Golden Days Sekretariat står bag Bloom – festival om natur og videnskab og Golden Days Festival, der hvert år samler tusindvis af publikummer til live-events, talks, walks, debatter og koncerter. I efteråret 2020 lancerede vi desuden det digitale videnskabsunivers Bloom Explore, hvor vi løbende udgiver podcasts, videoer og essays. I dag er vi et af Danmarks førende huse inden for kommunikation, konceptudvikling og formidling af kultur og videnskab med mere end 25 års erfaring med festivaler og events, hvor svært tilgængelige stofområder åbnes op og gøres relevante for et bredt publikum.

Til efteråret søger vi et par dygtige og skarpe praktikanter, der vil være en del af holdet og hjælpe med at udvikle programindhold og video samt planlægge og eksekvere kommunikationen omkring Golden Days, Bloom og Bloom Explore.

Vi er på udkig efter praktikanter til:

Kommunikation

Som kommunikationspraktikant bliver din fornemste opgave at finde og kommunikere de gode historier på tværs af indhold og kanaler. Du kommer til at producere originalt indhold til vores sociale medier, som skal inspirere og engagerer en bred kulturinteresseret målgruppe. Dine arbejdsopgaver vil omfatte tekstproduktion til kampagner, websites, pressemeddelelser, nyhedsbreve og festivalprogrammer, idéudvikling af digitale koncepter og formater, opsætning og afrapportering af Facebook- og Instagram-kampagner samt assistere den kommunikationsansvarlige med daglige ad hoc-opgaver. Hvis du elsker at nørde med tekst og gerne vil styrke dine kompetencer inden for PR og sociale medier, er vild med at komme med nye konceptideer og hjemmevant orienterer dig i kultur- og mediebranchen, er praktikpladsen helt sikkert noget for dig.

Din profil:

  • Du er i gang med en relevant videregående uddannelse, formentlig fra universitetet eller DMJX
  • Du har en skarp pen og kan skrive fængende tekster om alt fra kvantefysik til klimakrise
  • Du har fingeren på pulsen, når det kommer til nye trends på sociale medier, og du tjekker jævnligt dine newsfeed
  • Dit hjerte banker for kultur, og du har en god forståelse for det danske medielandskab
  • Du kan arbejde selvstændigt, er velstruktureret og er nysgerrig på ny viden


Videoproduktion

Elsker du at fortælle og formidle historier i levende billeder, har du stærke tekniske færdigheder og helt styr på Adobe-pakken – især Premiere Pro? Så er du måske vores kommende videopraktikant, der skal hjælpe med at udvikle, producere og redigere videoindhold til særligt Bloom Explore samt til Golden Days, op til og under festivalen i september. Du kommer til at filme, klippe og tekste interviews med blandt andet forskere, kunstnere og kendte formidlere, producere korte videoer til vores sociale medier, der fænger og formidler vores værdier og univers samt hjælpe med mindre tekst- og korrekturopgaver. Det er en fordel, hvis du er god til at skrive og interesserer dig for natur, kultur og videnskab.

Din profil:

  • Du er i gang med en relevant uddannelse inden for film, digital formidling, kommunikation, journalistisk eller lignende
  • Du har styr på Adobe Premiere Pro og måske også InDesign og Photoshop
  • Du har stærk æstetisk sans og kan løse de fleste tekniske problemer med en google-søgning
  • Du skriver korrekt dansk og har styr på kommareglerne
  • Du er nysgerrig, detaljeorienteret og lavpraktiske opgaver afskrækker dig ikke


Program

Som programpraktikant er du med til at udvikle indhold og stærke nye formater, der er med til at gøre Bloom og Golden Days til markante spillere på den danske kulturscene. Dit arbejde kommer derfor til både at kredse om kulturhistorie, natur og videnskab, og i praktikforløbet garanterer vi læring hele vejen rundt i et stærkt fagligt miljø, der arbejder med at skabe nuancerende live-arrangementer og grundigt digitalt indhold. Dine opgaver vil omfatte research og udvikling, tekstarbejde til program og fondsansøgninger, løbende dialog med samarbejdspartnere og produktion og afvikling af events, debatter og talks.

Din profil:

  • Du er i gang med en videregående uddannelse, måske fra et humanistisk område som historie, litteraturvidenskab, dansk eller idéhistorie, men vi er meget åbne for, at du kan komme andre steder fra
  • Du arbejder selvstændigt, struktureret og kan fordybe dig i research og tekstarbejde uden at fortabe dig
  • Du har gå-på-mod, er opsøgende og ikke bleg for at komme med input og nye ideer
  • Du har udsyn, orienterer dig bredt og er nysgerrig på den offentlige debat om samfund, videnskab, kunst og kultur

Praktik hos os

Som praktikant hos os bliver du en del af et kreativt, socialt og dybt fagligt fællesskab med kontor i hjertet af København, hvor alle hjælper til – også med at slæbe ølkasser. Du vil dele hverdag med et hold af søde og dedikerede kollegaer, der alle er klar på at lære fra sig, sludre over den daglige fællesfrokost og næppe takker nej til et glas fredagsvin.

Praktikforløbet er ulønnet og derfor er det vigtigt, at du kan bruge det som led i en igangværende uddannelse. Vi bestræber os altid på at tilpasse de konkrete arbejdsopgaver dine interesser, erfaringer og kompetencer og afholder løbende statusmøder. Praktikforløbet tilrettelægges således, at ugentligt timetal og varighed aftales individuelt.

Alle praktikforløb er med opstart i efteråret 2021, omkring 1. august.


Sådan søger du

Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer til info@goldendays.dk senest mandag den 31. maj kl. 12.00. Men meget gerne før, da vi indkalder til samtaler løbende.

Har du spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte vores kommunikationsansvarlige Sofie Bjerregaard på 2627 8997 eller programlægger på Bloom, Steffen Krejberg Knudsen, på 2763 3561.

Vi glæder os til at høre fra dig.